Her ser vi Amundsen mens han undersøker om det har kommet sne i hans snefelle. (foto: flickr.com/recuerdosdepandora)

Denne artikkelen ble første gang publisert 15. desember 1911.

– Skal bli en supermagt paa sne.

Herr Kaptein Roald Amundsen og hans mandskap naadde Antarktis’ sydligste punkt i gaar aftes. Bragden indebærer at englenderen Scott forhaapentligvis har frosset i hjel med sine ponnies, og at nationen Norge erobrer et helt kontinent.

– Dette vil bety meget mye for vaares unge nation. Det norske flagg paa Sydpolen befester vaares rolle som en supermakt paa sne, siger statsminister, Wollert Konow til den ærverdige 5080posten.

Rapporter fra Amundsen selv, bekrefter store forekomster af sne i hele Antarktis.

– Han skal ha funnet baade skare og puddersne. Ja, til og med slaps i sitt skotøi. Jeg haaper virkeligt at denne bragd blir feiret ordentligt om 100 aar ogsaa, fortsetter Konow.

Over hele landet har folket feiret «det hvite gullet» i Antarktis. En mand i Trondhjem sprang efter trikken i en hel time i ren begeistring.

– Herr Amundsen er mig en sand helt! Naa vil jeg ikke mere reise ditover til Amerika. Jeg vil være her i landet hvor vi snart kan spise sne med smør paa, jubler manden, mens han bytter sin hatt bort mot et par truger.

Kong Haakon VII sendte i anledningen ut et telegram, hvor han uttrykte sin store glæde over snefunnet.

– Med sne skal dette landet bygges STOPP Og naa kan det ogsaa staa lengre enn til vaaren STOPP Over det norske imperium laver sneen alltigt ned STOPP

(ill: Wikipedia)

5080posten, 19. januar 1710.

Er Norge i færd med at blive Vesle-Bloksbærg?

Vor ærede Konge har varslet en indstramning overfor hækserne, hvilket er blivet fulgd op af det Kongelige Hæksedirektorat, og saaledes ogsaa Hæksenemden.

Fra og med et snes dage efter vaarjevndøgn vil alle amtmenn i dette land maatte granske gamle koners underliv for at fastslaa om de er hækser eller ei.

Det viser sig nemligt at de gamle metode, som bl. a. innebar at telle vorter i gamle koners ansikte eller antal børn i ovnen, ikke er presis nok for at fastslaa om konerne virkelig er hækser.

- Vi gjør dette for at forsvare baalfritaksinstituttet. Paa denne maade vil dem som har krav paa at ikke blive brente virkelig faa hjælp, siger leder for den Kongelige Hæksenemd Christopher Skjæggestad.

I de siste dage har vor ærede Konge maattet taale mye kritik for sin politik mot hækserne.

- Provinsen Norge er i færd med at blive en fristad for hækserne, sa oppotitionsleder Andreas Schjeldrup til 5080posten for nogle maaneder siden.

Den mæktige godseier Schjeldrup kalte saagar Norge for et Vesle-Bloksbærg, og pekte paa den store strøm af hækser som har indvandret til Norge.

Schjeldrup er imidlertid ikke tilgjængelig for kommentar til de siste anordninger, eftersom han just i gaar bleve hængd paa torvplatsen til almenn forlystelse.

Mange deler likevel Schjeldrups skepsis, og flere har paastaaet at Danmark-Norge har de mest liberale hækselover i Europa. Nogle har derfor krevet indføring af forbud mot sopelime slik at hækserne ikke kan praktisere sin onde livsstil.

Talskvinde for de gamle koner i Bjørgvin, Madame Felle, mener regjeringens forordninger gaaer for langt.

- Dette minner mer og mer om en negerjakt. Det er klart at vi maa ta et oppgjør med de virkelige hækserne, men det maa da ga an at være en gammel kone i dette landet, freser hun.

Vor ærede H. M. Konge, som har faaet sin rettmessige makt fra Gud selv, virker likevel at være urokkelig i spørsmaalet. Alle som har mælet motstand har enten blivet hængd eller faaet sin tunge skaaret af, og nogle har saagar blivet spent for plogen.

- Det handler om at sende et tydeligt signal til Bloksbærg. Vi vil ikke ha mere hækser i vort land, sagde hans sændebud nyligt.

Han understreket ogsaa at vore præster og proster har slaaet fast at der er fullstendigt trygt for gamle koner at oppholde sig i Bloksbærg.

(foto: flickr.com/antaldaniel)

5080posten, 10. november 1989.

Lover å rydde opp.

Det er krisestemning i kontorene til DDRs etterretningstjeneste Stasi etter at vandaler i går klarte å slå sprekker i Berlinmuren, og flere tusen øst-tyskere forvillet seg inn i Vest-Berlin.

- Dette er en tung dag for alle i Stasi. Vi har ikke annet å gjøre enn å legge oss flate. Det er klart vi burde sett dette komme, sukker stasigeneral Thomas Littbarski.

Littbarski mener en slik hendelse truer hele Stasis legitimitet:

- Skattebetalerne gir oss store summer hvert år for at vi skal kunne ligge i forkant. Stasi, DDRs flaggskip, har 86 000 ansatte og et øre ved hvert middagsbord i landet. Det er klart at noen har dritet på draget.

Men aller mest er likevel stasigeneralen bekymret for Stasis renomme.

- Vi er regnet som den beste etterretningstjenesten i verden, og det har tatt oss mange år å bygge opp Stasi som merkevare. Hvis vi ikke rydder opp straks, er jeg redd den vanlige mannen i gata vil snu oss ryggen.

Etterretningsorganisasjonen skal nå gjennomgå sine internrutiner, og nedsetter i dag et partipolitisk avhengig utvalg som skal gjennomgå hele saken.

Littbarski ønsker, på vegne av hele organisasjonen, å rette en beklagelse til de familiene som er blitt berørt av nattens hendelser:

- Til alle de som har venner eller familiemedlemmer som har forvillet seg ut i dekadensens Vest-Berlin, med sin gatekjøkkenmat og sine Levis-bukser: Jeg beklager. Dette var en glipp som aldri skal skje igjen.

Også på kontorene til propaganda-departementet er stemningen i dag laber. Propagandasjef Karl Rösler sier til 5080posten at han er veldig lei seg.

- Det kan se ut som om vi ikke har flinke nok til å få fram budskapet vårt. Vi har kanskje ikke vært tydelige nok.

5080posten, 29. september 1759

Fut og fogd banket op.

I gaar aftes ved skumringstid havde der samlet sig nogle skuelystne paa torvet i Christiania, Christiania Amt. De var alle med store forhaabninger om at faa muliged til at bivaane en hendrædelse af en vaskækte fant!

Fanten havde opført sig som en taape ved optil flere anledninger, og naa fik nok være nok mente indbyggerne i den lille danske provinsbyen.

- I vaares observerede jeg ham gaaende midt paa lyse dagen, spankulerende i vaare gader, mens han egentlig skulde ha været på arbeide! Og ikke nok med det, jeg fik et glimt af at han speilede sig i vandtrauet til hæsterne – som en ækte dollefrans fra Paris! siger en gammel skrukekone med vorte på næsen til den ærværdige 5080posten.

Selv ikke tukthuset skal ha hjulpet på denne dagdriveren af en lømel. Med baade futen og fogdens fuldmakt paagrep den rasende moben den jaalete løsgjengerslyngelen, og skulde straks til at hænge ham. Børnene glædet sig og skafottet ble rengjort med lut og koldt vand. Naa manglede kun tilladelse fra selveste Hans Majestet Kongen, som sig hør og bør.

Da sændenbudet endeligt kom fra den store hovedstad, blev imidlertid den haapefulde mob kraftig forsmaad: I brevet kunde man læse disse forskrækkende ord: “Hæng ham ikke, vent til jeg kommer”.

Det brøt sporenstræks ud haandgemeng og generel opvilgerskhed. En mand mistede fortstanden og begynte at mæle som et muldyr. En smed grep sin groveste slæge og slo ihjel sine børn.

Som vanligt rætede så den rasende mobben sig mod futen og fogden og bankede dem op.

Naa viser det sig imidlertid at kongens sorenskriver havde plasert comma paa feil plass, og at kongen faktisk gav klarsignal til at hænge døgenikten.

En gul og blaa fogd, der var nesten ikke til at kjende igjen, gir fremtidens lærere følgende opfordring:

- Brug denne sag, som et eksempel til skræk og advarsel i undervisningen, slik at denne hendelse aldrig bliver gjentatt. Det gjør saa skrækelig vondt i mit legeme.